Top 10: De vildeste fodboldoplevelser i verden
Fodbold skal opleves live og her får du 10 anbefalinger til de vildeste fodboldoplevelser.
1. Buenos Aires
Buenos Aires er nummer ét på listen og ikke uden grund. Byen er hjemsted for to af Sydamerikas største og mest populære klubber, nemlig Boca Juniors og River Plate. Lokalderbyet mellem de to klubber regnes blandt de allerstørste kampe i verden og går under navnet ‘Superclásico’.
En fodboldoplevelse som står meget højt på mange fodboldfans’ ‘bucket list’. Fodbold i Argentina handler i højere grad om følelser end noget andet sted i verden og kommercialiseringen af sporten er endnu ikke nået til Buenos Aires. ‘Superclásico’ er derfor en ægte fodboldoplevelse, rå og uforsødet.
2. Beograd
Serbiens hovedstad Beograd huser to af Balkans største klubber, Røde Stjerne og Partizan Beograd.
De to klubbers stadions ligger mindre end én kilometer fra hinanden og når de to klubber tørner sammen, i derbyet ‘The Eternal Derby’, er der mere fyrværkeri og gang i stadions end de fleste steder i verden. På banen er de to klubber langt fra den europæiske top, men som fodboldoplevelse på stadion, er klubberne i absolut verdensklasse.
3. Istanbul
I den tyrkiske hovedstad finder man (måske) de mest dedikerede og fanatiske fodboldfans i verden. Istanbul er hjemsted for for tre af Tyrkiets største fodboldklubber, Fenerbahçe, Galatasaray og Beşiktaş.
Fenerbahçe og Galatasaray er de største og historisk mest succesfulde. Lokalderbyet mellem de to klubber kaldes ‘Intercontinental Derby’, med reference til det faktum, at de to klubber ligger i hver sin side af Bosporusstrædet, som deler Istanbul i en europæisk og asiatisk del. Beşiktaş står dog ikke tilbage for sine lokalrivaler og klubbens fans satte således i 2007 verdensrekord for højeste decibel målt på et stadion. Larmen fra stadion nåede ikke mindre end 132 decibel (den menneskelige smertegrænse går ved 125 decibel).
4. Athen
Der bliver rusket godt og grundigt op i antikke Athen når de store fodboldklubber i byen tørner sammen. Man skal lede længe efter byer, hvor følelserne sidder så meget uden på tøjet til fodboldkampe, som i Athen.
Det tre store klubber i byen hedder Olympiakos, Panathinaikos og AEK Athen, hvoraf de to første er de mest succesfulde. Derbyet mellem Olympiakos og Panathinaikos kaldes på engelsk ‘Derby of the eternal enemies’ og er et imponerende scenarie af fyrværkeri og følelser hos de 70.000 tilskuere på Athens Olympiske Stadion.
5. Rom
Alle veje fører til Rom. Således også for fodboldfans. De to storklubber i Rom, AS Roma og SS Lazio har aldrig helt udlevet deres fulde potentiale, på banen, som storklubber i Italien.
Men deres indbyrdes opgør ‘Derby della Capitale’ er et af de mest berømte opgør i verden og særdeles eftertragtet at overvære. Lokalderbyet i Rom er en gigantisk forestilling, hvor kampen på banen, kun er halvdelen af oplevelsen. De 80.000 tilskuere på stadion, udgør en ubeskrivelig flot og larmende kulisse.
6. Rhein/Ruhr-distrikt
Rhein/Ruhr-distriktet i Tyskland er ikke én by, men derimod en region, hvor et utal af byer er smeltet tæt sammen på kryds og tværs. Områdets 11 mio. indbyggere kan opleve ikke færre end otte storklubber.
De otte klubber er Bayer Leverkusen, Bochum, Borussia Dortmund, Borussia Mönchengladbach, Fortuna Düsseldorf, 1. FC Köln og Schalke 04. Heraf er Borussia Dortmund og Schalke 04 de største og mest succesfulde. Afstanden mellem de to klubber er kun ca. 30 minutters kørsel. Derbyet kaldes mellem de to klubber kaldes ‘Revierderby’ og er et af de største opgør i Tyskland.
7. Glasgow
I fodboldmæssig sammenhæng er Glasgow et kapitel for sig selv. Klubbernes betydning rækker nemlig langt ud over selve fodbolden.
De to storklubber i Glasgow har begge dybe rødder i den politiske konflikt i Nordirland, hvilket giver lokalderbyet ‘Old Firm’ mellem Celtic FC og Rangers FC en ekstra dimension. På den ene side det irsk funderede Celtic og på den anden side det britisk funderede Rangers. De politiske og underliggende religiøse spændinger mellem de to klubbers fans, gør ‘Old Firm’ til en oplevelse ud over det sædvanlige.
8. London
England er selve fodboldens hjemland og London har flere top-fodboldklubber end nogen anden storby i verden. Hele 10 klubber alene i de to bedste ligaer.
Her i blandt nogle af de mest berømte klubber i verden og listen ser således ud: Arsenal FC, Chelsea FC, Tottenham Hotspur, West Ham United, Millwall FC, Charlton, Crystal Palace, Queens Park Rangers, Fulham og Brentford. Arsenal og Chelsea er uden tvivl de mest berømte og succesfulde, men den største kamp i London er ‘The North London Derby’ mellem Tottenham og Arsenal.
9. Marseille
Nummer 9 på listen er byen Marseille og den første by på listen som kun huser én klub.
Nemlig Olympique de Marseille, der spiller sine hjemmekampe på det legendariske Stade Vélodrome med plads til 67.000 tilskuere. Marseille har nogle af de mest medlevende og dedikerede fans i verden, hvilket gør deres hjemmekampe til en helt særlig oplevelse. Det største opgør i Frankrig er ‘Le Classique’ når Marseille møder hovedstadsklubben Paris Saint-Germain. I Michelinguidens hjemland ville kampen få tre stjerner og blive betegnet som ‘værd at rejse efter’.
10. Stockholm
Nummer 10 på listen er vores nabolands hovedstad Stockholm. En by som virkelig har taget nogle store fodboldmæssige skridt fremad de seneste år.
De tre store klubber i byen er AIK Stockholm, Djurgården IF og Hammarby IF og klubbernes opgør har udviklet sig til fantastiske oplevelser med fyldte stadions og kulisser af høj klasse. Alle tre klubber har de seneste år fået nye stadions (Djurgården IF og Hammarby IF deler Tele2 Arena), hvilket har været med til at give Stockholm, et rygstød ind på den internationale fodboldscene.