Ny engelsk rejseguide til Superligaen
VisitFootball.dk har i dag udgivet den første engelske rejseguide til Superligaen nogensinde.
Normalt skriver vi her på VisitFootball.dk rejseguides til danskere som vil til udlandet og opleve live fodbold – og på dansk. Nu har vendt det hele på hovedet med en engelsk guide, som skal få udlændinge på de danske stadions.
Med bidrag fra samtlige 14 Superliga-klubber, har vi udarbejdet en rejseguide på engelsk til Superligaen. Håbet er, at den kan hjælpe flere udlandske fodboldfans til Danmark for at opleve live fodbold, og dermed også at få flere tilskuere på de danske stadions.
Se guiden her: The Complete Travel Guide to Danish Football
Københavnerderbyet er et international opgør
Både via VisitFootball.dk og gennem internationale netværk af fodboldfans, har vi oplevet en stigende efterspørgsel på dansk fodbold, især Brøndbys og FCKs kampe og i særdeleshed Københavnerderbyet, som har internationalle rammer både på og uden for banen.
Kommunikationschef hos FC København Jes Mortensen, bekræfter overfor VisitFootball.dk og forklarer:
“Der kommer løbende billetforespørgsler fra udenlandske tilskuere. Det viser, at vores kampe er på radaren i international sammenhæng. Vi vil med glæde og stolthed præsentere udenlandske fodboldfans for det, vi selv betegner som den helt særlige stemning på banen, såvel som på tribunen”.
For første gang nogensinde arrangerer det hollandske rejsebureau Homefans, rejse til Københavnerderbyet i november på Brøndby Stadion, hvilket er med til at bekræfte den stigende internationale interesse. Direktør og grundlægger hos Homefans, Luke Verbeek, fortæller til VisitFootball.dk:
“Vi har nu endelig fået derbyet i København på som destination. Det har været på manges ønskeliste længe, og vi er begejstrede for endelig at komme til København i november og forhåbentlig mange gange efterfølgende”.
Turen med Homefans koster €239, inklusiv overnatning og lokal Brøndbyfans som guide. Se turen hos Homefans her: homefans.net (UDSOLGT).
‘Groundhopping’ – den store trend hos fodboldfans
Den engelske rejseguide til Superligaen skal hjælpe alle fodboldfans til dansk fodbold, herunder især også de såkaldte ‘groundhoppers’. Groundhopping startede i 1970’erne og 1980’erne i England og har spredt sig til den meste af Europa og verden, begrebet går i alt sin simpelthed ud på at rejse ud og opleve fodbold på alverdens fodboldstadions.
Groundhopping begrebet har fået sin egen app ‘The Groundhopper App’, hvor groundhoppers kan holdes styr på besøgte stadions, checke-in til kampe og finde kampe i nærheden af hvor de befinder sig. App’en som (sandsyngligvis) indeholder alle verdens fodboldstasion, kan hentes i App Store til iOS eller på Google Play til Android.
Også danskere har taget groundhopping til sig, deriblandt Nicolai Bryde Nielsen, som står bag Danmarks førende groundhopperside, www.livetsomgroundhopper.dk, hvor han guider sine læsere til stadion-oplevelser i Danmark og udlandet. Dansk fodbold er ifølge ham mere end de store klubber, han udtaler til VisitFootball.dk:
“Dansk fodbold er meget mere end bare Brøndby og FCK, du kan finde masser af traditionsrige klubber med historiske stadions i de lavere danske rækker.”
Hos FC København, har man også oplevet interessen fra udenlandske groundhoppere, kommunikationschef Jes Mortensen forklarer til VisitFootball.dk:
“Det kommer løbende enkeltstående billetforespørgsler fra udenlandske tilskuere. Dette kan både være almindelige turister eller deciderede groundhoppers, som rejser ud for at opleve forskellige stadions”.
Første engelske guide nogensinde til dansk fodbold
Efterspørgslen efter at opleve dansk fodbold er altså til stede og derfor er VisitFootball.dk stolte af at præsenterer den første engelske rejseguide til Superligaen nogensinde – og tak til alle 14 Superliga-klubber for at bidrage.
Se hvad vi skriver om din favorit Superliga-klub her: The Complete Travel Guide to Danish Football.