Berlin – en undervurderet fodboldby
Berlin er blandt de største byer i Europa med 3,5 millioner indbyggere og Hertha Berlin spiller i gennemsnit foran 50.000 tilskuere, alligevel er Berlin endnu ikke blevet kendt som en ‘rigtig’ fodboldby.
VisitFootball.dk var fornyligt på besøg i Berlin for at opleve om byen kunne stå distancen som fodboldby. Det blev til et besøg på Olympiastadion, hvor Hertha Berlin slog Eintracht Frankfurt 2-0 og et ægte Berliner-derby i Regionalliga Nordøst, hvor FC Viktoria 1889 Berlin hjemme vandt over det tidligere østtyske storhold Dynamo Berlin med hele 3-2 på det lille Lichterfelde Stadion i det sydvestlige Berlin.
Berlin huser groft sagt tre interessante fodboldklubber (vi undskylder til de klubber som ikke er nævnt), og det er Hertha BSC (Hertha Berlin), 1. FC Union Berlin og Berliner FC Dynamo (populært blot Dynamo Berlin). Alle tre klubber spiller lige nu i hver deres liga og har hver deres identitet.
Hertha Berlin – en sovende kæmpe
Hertha Berlin er traditionelt set ikke blandt ‘de store’ i tysk fodbold. Klubbens seneste mesterskab er fra 1931, mens den tyske liga-cup (DFB-Ligapokal) blev vundet i både 2001 og 2002. Også i europæisk sammenhæng er Hertha Berlin en ganske anonym klub, kun med sporadiske resultater. Klubben har dog et kæmpe potentiale og enorm opbakning fra sine fans.
Olympiastadion er det tredje største stadion i Tyskland med plads til godt 74.000 tilskuere. Stadion betjenes af to togstationer, en på S-bahn (S9 og S75) og én på U-bahn (U7), begge direkte fra de centrale dele af Berlin, hvilket gør det meget nemt at komme til stadion. Olympiastadion blev oprindeligt bygget til OL i 1936 og total moderniseret i 2004 og dermed klar til VM 2006, hvor finalen blev spillet her.
Hertha Berlin har dog grundlaget for at blive en storklub. I gennemsnit spilles hjemmekampene foran 50.000 tilskuere, et antal som mange storklubber rundt om i Europa kan misunde. Derudover er klubben pt. eneste (og største) Berlin-klub i 1. Bundesliga. En stor fanbase, et moderne stadion og hvis de rigtige penge kan komme ind i klubben, kan Hertha spås som den næste storklub i Europa. En ‘sovende kæmpe’ kan klubben vel beskrives som.
I skrivende stund ligger Hertha Berlin nummer tre i 1. Bundesliga og dermed til direkte Champions League gruppespil fra efteråret. Er dette måske klubben gennembrud på den europæiske scene?
Billetkøb: Billetter til Hertha Berlin
Læs også: Fodboldrejser til Hertha Berlin
Union Berlin – den ‘ægte’ berliner-klub?
Union Berlin har efterhånden fået betegnelsen ‘kult-klub’ og som den klub ‘rigtige’ berlinere følger. Klubben har de seneste mange sæsoner gjort det som midterhold i 2. Bundesliga og bedste resultat i nyere tid er fra 2001, hvor klubben nåede den tyske pokalfinale, som blev tabt til Schalke 04. Resultatet betød dog klubbens hidtil eneste deltagelse i europæisk fodbold med to runder i den daværende UEFA Cup.
Union Berlin er fra det gamle Østberlin og spiller sine hjemmekampe på Stadion An der Alten Försterei, et stadion med plads til 22.000 tilskuere. Stadion kan nås fra det central Berlin med S3 til Köpenick (herfra 5 minutters gang).
At tyskerne er vilde med fodbold er ingen hemmelighed og det gælder også i Berlin. Union Berlin spiller således sine hjemmekampe foran et gennemsnit på 19.500 tilskuere, hvilket betyder at stadion ofte er udsolgt. Selvom Union Berlin spiller i den næstbedste tyske række, kan det altså anbefales at købe billet hjemmefra.
Billetkøb: Billetter til Union Berlin
Dynamo Berlin – fortidens storklub
Dynamo Berlin er mest af alt en historisk interessant fodboldklub, med en omtumlet historie, skiftende navne og klublogoer. Kendte og berygtet for sine fans med ekstreme politiske holdninger og med base, i hvad man kan betegne som ‘deep-east’ eller langt ude i Østberlin. Dynamo Berlin havde sin storhedstid i det tidligere Østtyskland i 1970’erne og 1980’erne, hvor klubben vandt 10 mesterskaber i den daværende DDR-liga. Klubbens bedste europæiske resultater er en semifinale i den tidligere Cup Winners’ Cup i 1972 og to gange kvartfinale i forløberen til Champions League i henholdsvis 1980 og 1984.
I dag spiller Dynamo Berlin i Regionalliga Nordøst (4. bedste lige) foran et gennemsnit på 1.200 tilskuere. Pt. hedder hjemmebanen Friedrich Ludwig Jahn Sportpark, som også har været brugt af Hertha Berlin, mens klubben tidligere spillede på det mindre Sportforum Hohenschönhausen.
Friedrich Ludwig Jahn Sportpark er placeret relativt tæt på centrum af Berlin i området Prenzlauer Berg (Østberlin), tag U2 fra centrum til Eberswalder Straße, derfra 2 minutters gang til stadion. Stadion har plads til knap 20.000 tilskuere og fyldes kun rigtig når modstanderen eksempelvis er Hertha Berlins andethold, som også spiller i Regionalliga Nordøst.
Som sagt skal et besøg hos Dynamo Berlin mest af alt aflægges af historiske grunde, da fodboldspillet på banen, kan findes bedre andre steder. Billetter købes i indgangen til stadion.
Derfor skal du tage til fodbold i Berlin
Stemningen til både Hertha Berlins kampe, hvor ‘Ostkurve’ sætter den stemningsmæssige dagsorden, og til Union Berlins kampe er kendt for at være fantastisk god. Union her utroligt dedikerede fans og spiller som nævnt næsten altid for et udsolgt stadion, mens Herthas 50.000 tilskuere på det legendariske stadion gør oplevelsen unik.
Ofte spilles kampene i de forskellige ligaer forskudt på grund af TV, hvilket betyder, at du ofte kan være heldig at kunne opleve mere end én kamp på en weekend i Berlin. På en weekend, kan du næsten altid som minimum nå at opleve enten Hertha Berlin eller Union Berlin på hjemmebane og hvis du lader dig friste til endnu en kamp, spiller der masser af andre berliner-klubber i de lavere ligaer.
Øvrige Berlin-klubber
Berliner AK 07 (Regionalliga Nordøst)
FC Viktoria 1889 Berlin (Regionalliga Nordøst)
Tennis Borussia Berlin (NOFV-Oberliga Nord)
Olympiastadion, Hertha Berlin