8 dages fodboldrejse – Live fra Tyskland
VisitFootball.dk er taget til Tyskland på fodboldrejse med et program, som byder på 8 kampe på 8 dage. Følg rejsen her…
VisitFootball.dk har afsat 8 dage til en vild fodboldrejse til Tyskland, som du kan følge, dag for dag, her på vores rejseblog. Vi er taget afsted i bil, hvilket kan anbefales, da det er fleksibelt når man skal rejse mellem mange kampe. Efter hver kamp bliver dette blogpost opdateret.
Vores kampprogram er følgende:
Lørdag 18/10 – 1. FC Köln – Borussia Dortmund
Søndag 19/10 – Preußen Münster – Arminia Bielefeld
Mandag 20/10 – Fortuna Düsseldorf – St. Pauli
Tirsdag 21/10 – Schalke 04 – Sporting Lissabon
Onsdag 22/10 – Bayer Leverkusen – Zenit Skt. Petersborg
Torsdag 23/10 – Borussia Mönchengladbach – Apollon Limassol
Fredag 24/10 – Werder Bremen – 1. FC Köln
Lørdag 25/10 – St. Pauli – Karlsruhe
Lørdag 18/10 – 1. FC Köln – Borussia Dortmund 2-1
RheinEnergie Stadion, Køln
1. Bundesliga
Tilskuere: 50.000 (udsolgt)
Billetpris: 65€
Første kamp på programmet, 1. FC Köln mod Borussia Dortmund, og eneste kamp hvor vi ikke havde billet på forhånd. RheinEnergie Stadion ligger ca. 10-15 min. med sporvogn fra centrum af Køln og ihvertfald på kampdage kører der mange sporvogne på ruten til stadion. Det lykkes at købe billetter et par timer før kampen, foran stadion. Endda til den pålydende værdi selvom kampen havde været udsolgt i flere uger.
Generelt var kampen en stor oplevelse. Hjemmeholdet vandt 2-1 og kampen blev spillet i et højt tempo. Dortmund lignende ikke det storhold de er, men kunne med lidt held have fået en uafgjort.
Stemningen var i særklasse god og det hæver hele fodboldoplevelsen 200%. Hjemmeholdets fans synger helt absurd højt når hele den sydlige endetribune sætter i samtidig. De var selvfølgelig også godt hjulpet på vej af en sejr. Dortmund havde ca. 4000 medrejsende fans som virkelig også satte deres præg på stemningen og sang til tider virkelig højt. Stemningen på de tyske stadions, hvor fanklubberne er både store og velorganiserede, er en af grundene til vi her på VisitFootball.dk ofte og meget gerne fremhæver fodboldrejser til Tyskland som nogle af de bedste fodboldoplevelser i Europa.
Søndag 19/10 – Preußen Münster – Arminia Bielefeld 3-1
Preußenstadion, Münster
3. Liga
Tilskuere: 14.300 (udsolgt)
Billetpris: 12,80€
Westfalen-derby i 3. Liga mellem Preußen Münster og Arminia Bielefeld. Som dansker lyder det måske vanvittigt, men kampen i 3. Liga (som svarer til den danske 2. division), havde været udsolgt i uger op til kampen og vi havde været heldige og hurtige at købe billet via Preußen Münsters hjemmeside til 15€ for en ståplads. Preußenstadion er relativt gammelt og har med undtagelse af den ene langside, kun ståpladser.
Stort set alle klubber i de lavere rækker i Tyskland, har relativt mange fans og store velorganiserede fangrupper. Preußen Münsters fans præsterede en flot tifo og leverede en god stemning under hele kampen. Bielefelds ca. 1500-2000 medrejsende fans gjorde sig mest bemærket ved at få kampen afbrudt efter 84. min ved at affyre kanonslag og raketter.
Selve kampen, som Preußen Münster vandt 3-1, var ikke spillemæssigt nogen stor oplevelse. Niveauet er ikke specielt højt, men det charmerende ved kampen var at stå på et totalt udsolgt stadion i den 3. bedste række og virkelig opleve at tilskuere brændte for deres klubber. Det kan helt klart anbefales at opleve fodbold i både 2. Bundesliga og 3. Liga i Tyskland.
Mandag 20/10 – Fortuna Düsseldorf – St. Pauli 1-0
Esprit Arena, Düsseldorf
2. Bundesliga
Tilskuere: 36.255
Billetpris: 27€
Tredje kamp på fodboldrejsen rundt i Tyskland. Mandagskamp mellem Fortuna Düsseldorf og St. Pauli på Esprit Arena i Düsseldorf. Et stadion som blev bygget færdigt i 2004 og blev brugt som VM stadion i 2006. Esprit Arena ligger i det nordlige Düsseldorf og har plads til i alt 54.600 tilskuere. Stadion er endestation for sporvognen (Stadtbahn Düsseldorf), som kører direkte fra centrum af Düsseldorf på ca. 15 min.
Selvom stadion ikke var helt fyldt (36.255 tilskuere), virkede det ikke tomt. Både Düsseldorfs og St. Paulis fans sørgede for et højt lydniveau på sange og stemning. Generelt er 2. Bundesliga utroligt velbesøgt og i sæsonen 2013/14 var tilskuergennemsnittet for hele ligaen knap 18.000 tilskuere, hvilket er mere end Championship i England. I Tyskland forstår man at lave en oplevelse ud af fodboldkampene, selv i de lavere rækker.
Det spillemæssige niveau i kampen var nogenlunde, men med mange personlige fejl og man forstår hvorfor mange af spillerne ikke er i 1. Bundesliga-klubber. Dog var underholdningsværdien samlet set høj, der blevet gået frisk til tacklingerne, hvilket 7 gule kort vidner om. Kampen endte med et 1-0 sejr til Fortuna Düsseldorf, men der kunne nemt have været scoret 2-3 mål mere. Esprit Arena og Fortuna Düsseldorf var bestemt en fodboldtur værd og billetprisen på 27€, for nogle af de bedste pladser på stadion, er også overkommelig.
Tirsdag 20/10 – Schalke 04 – Sporting Lissabon 4-3
Veltins-Arena, Gelsenkirchen
Champions League
Tilskuere: 49.943
Billetpris: 36€
Champions League-opgør på Veltins-Arena mellem Schalke 04 og Sporting Lissabon. Veltins-Arena (som oprindeligt hed Arena Auf Schalke) blev indviet i 2001 og har plads til knap 62.000 tilskuere. Stadion ligger placeret i en smule ingenmandsland mellem Gelsenkirchen nord, øst, vest og Altstadt. Som ved mange nye stadions, som er bygget hvor der nu var plads, kan man som fodboldfan savne lidt lokalmiljø og liv rundt om stadion før og efter kampene. Veltins-Arena er mere eller mindre “bygget på en mark” og lokalområdet udgøres primært af messecenter og parkeringspladser. Vil man have en øl før kampen med lokale Schalke 04 fans skal man tage til enten Gelsenkirchen Nord eller Altstadt (syd for stadion). Der går masser af sporvogne fra begge områder til Veltins-Arena.
Spillemæssigt var kampen på det højeste niveau vi endnu har oplevet på vores fodboldrejse rundt i Tyskland. Som det endelige resultat antyder blev det også en begivenhedsrig kamp med syv mål. Schalke 04 var i sidste ende det bedste hold, men Sporting Lissabon kæmpede sig godt tilbage i kampen efter at være nede med 3-1.
Stemningen på stadion levede godt op til hvad vi ellers har oplevet i Tyskland. Schalkes hardcore fans står på “Nordkurve” og præsterede en flot tifo da spillerne kom på banen. Sporting Lissabons ca. 1000 medrejsende fans holdt fanen højt gennem hele kampen og sang stort set fra første til sidste fløjt.
Alt i alt en god fodboldoplevelse på Veltins-Arena, især pga. kampen og kulissen. Det trækker lidt ned i helhedsoplevelsen, at stadion mere eller mindre ligger på en mark udenfor byen og ikke har noget lokalt liv.
Onsdag 22/10 – Bayer Leverkusen – Zenit Skt. Petersborg 2-0
BayArena, Leverkusen
Champions League
Tilskuere: 27.259
Billetpris: 60€
Onsdag aften bød på endnu en Champions League oplevelse på BayArena mellem Bayer Leverkusen og Zenit Skt. Petersborg. BayArena ligger i Leverkusen, som er en “lille” by med 160.000 indbyggere, klemt inde mellem Køln og Düsseldorf. Stadion ligger både tæt på motorvej og togstationen Leverkusen Mitte (15 min gang). Rejser man til fodbold i Leverkusen, kan de anbefales at bo og overnatte i Køln, som er en langt mere spændende og større by.
Selve kampen på BayArena blev spillet i et højt tempo, som det må forventes i Champions League. Bayer Leverkusen løb af med sejren på 2-0, hvilket stemte godt med spil og chancer. Zenit havde ikke rigtigt meget at byde på ud over Hulk, som stort set er med i alt deres spil.
Udenfor stadion ligger der bag den østlige langside en del beværtninger, hvor Leverkusens fans samledes før kampen. Her er det muligt at købe sig både en øl og lidt klassisk tysk fast food/stadionmad, hvilket primært vil sige en form for pølser.
BayArena er gennemrenoveret i 2009 og har plads til godt 29.000 tilskuere, hvilket også gør det til et “lille” stadion i tysk sammenhæng. På den nordlige tribune “Nordkurve” holder Leverkusens mest hardcore fans til og de stod for god stemning og høj vokal gennem hele kampen. Selvfølgelig godt hjulpet af en sejr. I den sydvestlige hjørne af stadion er udeholdets fans placeret. Zenit havde ca. 1500-2500 medrejsende fans, som holdt stemningen overraskende højt indtil sidste fløjt trods resultatet.
Torsdag 23/10 – Borussia Mönchengladbach – Apollon Limassol 5-0
Borussia-Park, Mönchengladbach
Europa League
Tilskuere: 38.128
Billetpris: 41,50€
Europa League kamp på Borussia-Park i Mönchengladbach mellem Borussia Mönchengladbach (Gladbach) og Apollon Limassol fra Cypern. Borussia-Park ligger ca. 5 km sydvest for centrum. Fra hovedbanegården går der shuttlebusser tre timer før kampstart direkte til stadion. Omkring Borussia-Park ligger der hovedsageligt parkeringspladser, med undtagelse af Mönchengladbachs FanHaus, som er en stor fodboldfest før og efter kampene. Vil man have en øl og lidt mad før kampen, kan FanHaus anbefales.
Kampen blev en ren opvisning Gladbach, som vandt med hele 5-0. Apollon havde, ud over et par enkelte chancer, ikke meget at byde på. Gladbach ligger pt. nummer to i Bundesligaen og virker til at have et utroligt stærkt hold, hvilket var en alt for stor mundfuld for Apollon. At kampen kun endte 5-0 skal Apollon være glade for, man fornemmede at Gladbach kunne have skruet endnu mere op for målmaskinen, hvis de ville.
Godt 38.000 tilskuere havde fundet vej til Borussia-Park, heraf ca. 1.500-2.000 medrejsende fra Apollon. Fra “Nordkurve” skabte hjemmeholdets mest fanatiske fans en flot kulisse og generelt var både kampen og stemningen på stadion underholdende. En “rigtig” fodboldoplevelse på den ret intime stadion, hvor tilskuerne sidder relativt tæt på banen. Gladbach gør som de fleste tyske klubber, meget for at oplevelsen på stadion skal være underholdende og en helhedsoplevelse, hvor der både skal være plads til familier, jakkesæt og de mest hardcore fans.
Fredag 24/10 – Werder Bremen – 1. FC Köln 0-1
Weser Stadion, Bremen
1. Bundesliga
Tilskuere: 42.100 (udsolgt)
Billetpris: 40€
Kampen på Weser Stadion fredag aften mellem Werder Bremen og 1. FC Köln, starter med en lærestreg til os og en god påmindelse om hvad alle fodboldturister skal være opmærksomme på når man rejser rundt med bil i Tyskland, nemlig stau (kø på motorvejen). At der er kø på de tyske motorveje burde ikke komme som en overraskelse for nogen. Men det kostede os de første 15 min af kampen. Husk at tage afsted i god tid, hvis du skal via motorvej til kamp i Tyskland.
Weser Stadion var totalt udsolgt med 42.000 tilskuere, selvom Werder Bremen før kampen lå på sidstepladsen i Bundesligaen med kun fire point efter otte kampe. I Tyskland elsker de deres lokale fodboldhold og støtter trofast op uanset placering eller liga. Den niende kamp blev endnu et nederlag til Werder med 0-1.
Weser Stadion er oprindeligt fra 1924, men renoveret i flere omgange, senest i 2008. Det ovale stadion er et fantastisk fodboldstadion. Tilskuerne sidder tæt på hinanden og på banen, hvilket giver en intens atmosfære. På den ene endetribune står hjemmeholdets mest fanatiske og syngende fans, som igennem hele kampen forsøgte at holde fanen højt. Hold blev de overdøvet af de ca. 2000-3000 medrejsende Køln-fans, der fejrede sejren, som var det et mesterskab. Kampen var en god fodboldoplevelse og det kan helt sikkert anbefales at smutte forbi Weser Stadion og Werder Bremen og se fodbold, hvis muligheden byder sig.
Lørdag 25/10 – St. Pauli – Karlsruhe 0-4
Millerntor Stadion, Hamborg
2. Bundesliga
Tilskuere: 28.000 (udsolgt)
Billetpris: 27€
Den sidste kamp i Tyskland for VisitFootball.dk på denne fodboldtur, var 2. Bundesliga kampen mellem St. Pauli og Karlsruhe på Millerntor Stadion i Hamborg. St. Pauli er blevet en “kult” klub i Tyskland og flere steder i Europa. Klubbens fans er kendt for politisk at være venstreorienterede og klubben har taget piratflaget til sig i sin merchandise, hvilket har givet klubben et noget atypisk image end øvrige fodboldklubber. St. Pauli er blevet fodboldklubben for mange fans på den ekstreme politiske venstrefløj mange steder i Europa. Dette sætter også i præg på stadion og omgivelserne.
Millerntor Stadion ligger kun få hundrede meter fra den berømte Reeperbahn i St. Pauli området, hvor flere hundrede natklubber og barer ligger side om side. Vil man kombinerer en St. Pauli hjemmekamp med en tur i byen, findes nærmest ikke et bedre sted end i Hamborgs Reeperbahn.
Kampen var total udsolgt, som de fleste af St. Paulis kampe. Vi havde været hurtige at købe billetter på klubbens hjemmeside, så snart de blev sat til salg. Selvom klubben spiller i 2. Bundesliga, er der en kæmpe efterspørgsel på billetter, så vær i god tid. St. Paulis store popularitet er ikke blevet omsat til godt fodboldspil på banen og således vandt Karlsruhe med 0-4 uden de helt store vanskeligheder.
Fodboldrejsen til Tyskland slut
VisitFootball.dk afslutter hermed en 8 dages lang fodboldrejse i Tyskland. Det kan anbefales alle at smutte ned til Tyskland og se et par kampe, det er både relativt billigt og der venter gode fodbold- og stadionoplevelser. Alle klubber spiller for mange tilskuere og har medlevende fans, derudover har tyskerne styr på det meste og alt er godt organiseret omkring kampene.
God fodboldrejse.