5 tips til sommerferien for FC Barcelona-fans
Går sommerferien til Barcelona? Læs vores fem rejsetips til Barcelona, som vil fuldende ferien for enhver Barça-fan.
Mini udgave af Camp Nou på Catalunya en Miniatura.
Når rejsen går til Barcelona, står der selvfølgelig fodbold og FC Barcelona på menuen. Men hvad skal man se i Barcelona som ægte Barça-fan? Vi har samlet 5 gode bud på Barça-oplevelser.
1. Få en god start med Camp Nou Experience
Et besøg på Camp Nou og det tilhørende FCB Museum, er et must for enhver Barça-fan. Få en komplet gennemgang af klubbens historie og kom helt tæt på de mange pokaler. Heriblandt de fire Champions League pokaler Barça indtil videre har vundet. Camp Nou er åbent for besøgende hver dag hele sommeren fra kl. 9.30 til 19.30. Turen gennem museet foregår på egen hånd, men der kan også bookes private og guidede ture. Billetter til Camp Nou Experience koster €25 for voksne og €20 for børn under 13 år.
2. Spis på Camp Nou
Som noget nyt, har FC Barcelona lavet mulighed for, at besøgende kan spise inde på Camp Nou, i flere forskellige restauranter. Du kan nyde både en iskold øl, klassiske catalanske tapas og finere middage. Alt sammen mens du nyder den imponerende udsigt over Europa største fodboldstadion. Få overblik over de forskellige restauranter her: Camp Nou catering services.
3. Tag forbi Mini Estadi
Mini Estadi, betyder “mini stadion” og er hjemmebane for FC Barcelona B (2. holdet). Mini Estadi som åbnede i 1982, ligger i gåafstand fra Camp Nou (3-400 meter) og har plads til lige over 15.000 tilskuere. Af udseende ligner Mini Estadi til forveksling Camp Nou i miniudgave, et rundt stadion hvor kun den ene langside er overdækket. Der er ikke decideret åbnet for besøgende på stadion, men hvis du er heldig, kan du få lov til at gå en tur rundt på tribunerne. Er du rigtig heldig spiller FC Barcelona B og så kan du få et glimt af de kommende Barça-stjerner. Find mere info her: Miniestadi.
4. Gå på shopping i FC Botiga Megastore
Overalt i Barcelona kan du købe både ægte og falske Barcelona-trøjer, halstørklæder og flag. Men snyd ikke dig selv for et besøg i FC Botiga Megastore, som ligger lige overfor Camp Nou. Butikken dækker ikke mindre end 1.500 m2, fordelt på to etager og har netop gennemgået en større renovering. Få stillet din shopping-lyst med alt fra babytøj, over kaffekopper til den seneste hjemmebanetrøje. FC Botiga Megastore har åbent alle dage fra kl. 10.00 til 20.30.
5. Få (måske) et glimt af stjernerne på Ciutat Esportiva Joan Gamper
FC Barcelonas førstehold og de mange stjernespillere, træner til dagligt på træningsanlægget ved navn Ciutat Esportiva Joan Gamper. Træningsanlægget, som åbnede i 2006, dækker over 136.000 m2 og rummer bl.a. ni fodboldbaner. Normalt er træningspas lukket for offentligheden, men ind imellem bliver der åbnet for tilskuere. Hvis du er heldig kan du få lov til at følge stjerners træningspas på meget tæt hold. Der er åbnet på Ciutat Esportiva Joan Gamper fra kl. 9.00 – 22.00, som er stedet for autografjægere og nysgerrige, der vil prøve lykken i forhold til et glimt af stjernerne. Ciutat Esportiva Joan Gamper har hovedindgang fra gaden Avenida del sol i den vestlige udkant af Barcelona.
Læs også vores store guide til fodboldbyen Barcelona.